“Vi kom ikke til Brandenburg for at finde et hjem. Vi kom, fordi vi trængte til en pause, og fordi vores gamle hund havde brug for et sted, hvor hun var velkommen.”
Næste morgen, på en tur gennem tågen, overbeviste stedet os. Markerne, kanalen, stilheden. Vi tog tilbage til ferieboligen, og idéen lå der mellem os. Halvfærdig, lidt absurd og stædigt levende.
En ledig weekend, et kort over de sidste ledige grunde og en hund, der stoppede op ved en af dem. Vi tog det som et tegn. Bankerne sagde for det meste nej. Nogle måneder senere fik vi alligevel et ja.
Vi boede her først.
Vi flyttede ind i et næsten tomt hus og lod det fortælle os, hvad det manglede, rum for rum. Alt andet kom til senere, valgt fordi det fungerer i hverdagen.
Kobi drømmer som regel først. Vincenzo stiller som regel det næste spørgsmål. Uden den ene var ABAITA aldrig blevet til noget. Uden den anden ville det stadig bare være en flot idé, der kun var halvt gjort.
02
Vi boede her først.
Vi flyttede ind i et næsten tomt hus og lod det fortælle os, hvad det havde brug for, rum for rum. Hvert møbel kom til senere, valgt fordi det tjener et formål i hverdagen.
